Logbøgerne

Uddrag fra Oluf Høsts logbøger

Hele ens liv er kamp mod barndomshjemmets konservatisme.

Når man er fattig bliver man hurtig voksen.

Som dreng hos Jacob Jørns, den gamle skipper på den anden side af gaden, gang et malet billede af hans jagt med

Svaneke i baggrunden. Det var byen set ude fra havet, der gjorde så stort et indtryk. Det var, som verden åbnede sig.

Da jeg var dreng, lod jeg tomme skosværtedåser med tæt låg ligge og slå mellem klipper. Når havets små sjøer slog dem imod, hørte og så jeg ind i eventyrriget.

Min far var original – han var nemlig oprigtig.

Havet, den blå ko, kan malkes i tusinder af år.

I de lyse nætter er det som havet holder fast på dagens lys.

  Der var stille i hjemmene, når et skib skulle sejle.

Mørkning i gammeltiden – kulilden lyste fra ovnen ud på gulvet, flammede lidt på væggen, moer sad i sin stol og nynnede en awtanviza. Det ar dengang sejlskibe var i langrejser på havet – ude i det uvisse .

Mit mål er at gribe naturen på fersk gerning.

Naturen er mellemmand mellem mig og Gud.

Jordens ryg ses i klart og koldt vejr efter solnedgang på østhimlen – en violet skygge, jordskygge.

Giv mig markens ro.

Det et roen; ro og atter ro; den ro der er ved at være ude i naturen, hvor ligefrem en lyd der høres fjerntfra giver ro; man går ned i sit eget dyb.

Naturen er mellemmand mellem mig og Gud.

En nat med fuldmåne har spådomskraft – noget som profeten Ezekiels beskrivelse af det himmelske Jerusalem.

Jeg elsker granittens mærkelige farve; den er midt imellem liv og død.

Skumringstid, så kommer det bløde, violette snigende og parrer sig med grågrønt.

Jordens  ryg ses i klart og koldt vejr efter solnedgang på østhimlen – en violet skygge, jordskygge.

Godnat Orion og Sirius, og tak for i aften.

Foråret: kold storm fra vest med brudt, solskyet himmel. Drivisen får himlens grågule farve. Jeg mindes vinterens blå krystalklare, fornemme storhed.

Tidløse klipper, sådan virker de i natten eller årets mørke måneder, om sommeren i ferietiden er de ingenting, opslugt af det store lys.

Sol og røde tegltage mindes jeg som barn  – også i dag symbol på kedsomhed og årsag til sjælelig træghed.

Lys sommernat – råsejlere hvilende i havn. Jasminduft fra haverne. Klippeskærene sorte som sovende dyr i vandskorpen.

Tåge, tåge hver dag – ingen aviser – at gå ude i mørket er som at gå i selve den kolde søvn, jeg hører en damper tude, mærkelig lyd som kom den fra de døde.

Snevinter: sort og hvidt, siger man, men er der en årstid hvor sort og hvidt ikke finde er det vinteren, i kulde eksisterer disse farver ikke. I varme heller ikke. I november kan de bruges følsomt med mærkelig virkning – i sol er sort og hvidt totalt forandret til helt andre farver, til ældgammelt guld.

Den mægtige vinternat, man stirrer op i den naglet til jorden. – Den lyse sødtduftende sommernat er det som man er en meter over jorden.

Stjernerne blinker i kolde natten på oversneede spor.

Hen i marts begynder vinteren at blive lyrisk, så bryder jeg mig ikke om den mer.

Sommereftermiddag, naturen som træt af mange soltimer. I de ensomme klipper sidder en ensom fugl: Guldspurven, du hører dens vemodige toner. Beethoven benyttede temaet til en symfoni: Skæbnesymfonien.

Inde i halvlyset i røgeriet: Silden er fosfor, uvirkelig. Ilden stofløs, resten spøgelse.

Hyggeduften – hav og tran, sild og røg og duften fra varme klipper og de små blomster på deres ryg.

Et liv er så tomt som en skorsten.

Man er kun sig selv hjemme.

Hvor skal én bo? Her hvor jeg boer, her er jeg fortrolig med de fire vindes forskellige stemme, instrumentet er hav og terræn.

Norresân – den gule aftenhimmel lige i synet, bag en truende kæmpesky, det sorte frådende hav for enden af den kolde, hvidblege gade, vi stod i.

Måtte jeg for min Hedvig, havde jeg når ilden er ved at dø ud i pejsen lukket lidt til for spjældet – jeg ville nyde den syrlige brænderøg i stuen og føle mig nær mine forfædre.

Når huset sover: timen for sjælen

Vinden om vort hus – en trofast gæst.

Fisk på bordet og harmonikamusik i radioen, ja så må vi have en Carlsberg, for så kan det ikke blive bedre.

Døren oppe i mit malerhus ud til haven og den blå luft. Bier kommer – de flyver ikke som spyfluer der maser bardus på vinduet – bierne flyver hen til alle mine sommerbilleder, vil ind i dem.

Sidder i mit hus i den tavse nat med en porter eller to, velvære kommer til, man tænder en cigaret, en tændstik brænder så smukt – tror ikke jeg er Michel Angelo – nej, jeg er som den lille pige med svovlstikkerne.

Der er en hyggelig ro nu i de mørke dage ved ens arbejdsbord, i vor have er alt så nærværende. Man bliver som ven med træer og buske, i stor fred går man nu op over Bokul gennem skoven til Bognemark, poesien fødes i min sjæl.

Gudhjem er en forstad til København, der er måske længere end til Rungsted, men vejen er til gengæld rigere på oplevelser.

Himmelen og havet er det sidste vi to gamle ser på når vi skal til køjs, og det første jeg ser på når jeg tørner ud den lyse morgen.

Turisme: Nu har vi snart alle mennesker hér, der elsker naturen i juli måned.

På Bognemark, der taler jeg  min egen uro til ro.

Hellige ensomhed – at stå en kold dag i en bondegård og høre vinden, høre en dør, der klager på sine hængsler.

Lille Peter var med mig på Bognemark, solnedgangen sås gennem den åbne port; jeg malede, Peter så på og sagde: dær e ijl i holled – ja, så må der være illusion i hvert fald.

Jeg vil synge en byzantinsk salme oppe på Bognemark (bare jeg kunne) – hvad gør et par tusind år fra eller til?

Man kan ikke male Bognemarks ensomhed, de sørgmodige vægge og det tavse tag uden sjæleligt at stå i forbindelse med svensken Sara Lidman.

Frostvinter. Stille og tyst som lyden af klokker. Hellig stund når jeg står på Bognemark og hører børn le i stille frostluft. Pan den store er nådig.

Kører jeg i bilen, ser jeg meget, billede på billede,  men der er intet, der hvisker til mig. Går jeg op til Bognemark, suser skoven, og så er der duften; taknemmelig modtager jeg solnedgangens sakrament.

Koldblå aften når himmelen er blåskyet nær selve solens nedgang, så er jorden grønvioletkold. Solens sidste lys i stalden er som døende ild, tonerne nynner ikke, de dør.

Huse og gårde er smukkest i lav sol.

Skumringstid, så kommer det bløde, violette snigende og parrer sig med grågrønt.

Jeg har kulturhunger, men jeg kan ikke leve i en storby, jeg må tale med en bonde af og til.

Gårdbrand. Ild slår op med en bragende latter.

Når jeg en sommerdag en søndag hen på eftermiddagen kører hjemad, ser jeg bønderkoner trække hjem fra marken med to, tre, fire eller fem-seks køer, da skammer jeg mig lidt men frydes og tænker: de mennesker hér er Danmarks rygrad.

Jeg vil synge en byzantinsk samle oppe på Bognemark (bare jeg kunne) – hvad gør et par tusind år fra eller til?

Styrke og inderlighed. På Bognemark – den højtliggende – indsuger jeg Norden.

Jeg agter mig op til min tyste gård.

Jeg gir fanden i hele kunstforvirringen – jeg er natur-psalmist.

Var jeg forsagt men inderst stærk – var det årsagen til jeg måtte blive kunstner?

Hvad er du bange for, Oluf Høst? Du er jo dig selv.

Jeg tror mest på det, jeg fornemmer, og så er jeg et øjemenneske.

Jeg har været naiv alle mine dage før i tiden, så må jeg vel også være det nu – lad os håbe, det er den lykkelige naivitet.

Må jeg have lov at sige en pæn ting om mig selv: Jeg er ikke konfektionssyet.

Jeg har kulturhunger, men jeg kan ikke leve i en storby, jeg  må gå og tale med en bonde af og til.

Kan ikke nytte noget for mig at udvandre til Amerika – jeg kan ikke trække en lige streg.

Tilbøjelighed: et asiatisk væsen og Cézannes klassicisme skubber til hinanden i min sjæl.

Nu har jeg har brug for baltikeren Chagall, denne jødiske klovn fra min egen breddegrad – Chagall artisten som længes hjem, nordboen længes efter noget uvist, efter sig selv.

To temaer for mig: den østlige sjæl og den vestlige tanke.

Mit baltiske sind.

Hvis jeg ikke havde forstået fransk ånd og trællet mig til det, var jeg overhovedet ingenting, kun en snaksom barbar. Jeg skylder Frankrig alt – og lever langt derfra.

To tanker for mig: Den østlige sjæl og den vestlige tanke.

Spørgere savner jeg – selv udfritter jeg.