Norresâns historie

Oluf Høst er bornholmer. Født i Svaneke i 1884. Men han bor fra 1904 til 1929 i København. Alligevel tilbringer han hvert år mange måneder på Bornholm. Og næsten altid efter samme “skema”. Fra januar til marts maler han klippemotiver på øen. Så tager han hjem for at deltage i forårets udstillinger. I maj/juni kommer han tilbage til Bornholm. I højsommeren arbejder han i skoven og ved Suserenden (klippeformationen til højre for Røgeriet på havnen Nørresand). Resten af familien besøger også Bornholm i sommermånederne. Høst rejser tilbage til København i september/oktober for at tage aktiv del i hovedstadens udstillings- og kunstliv.
I de 25 år bor Høst forskellige steder på Bornholm. Stadig som “sommerbornholmer”. Vi ved, at han bor i det lille fiskerleje Vang nord for Rønne helt frem til 1915. Fra dette år og til 1919 opholder han og familien sig i Gudhjem, på Christiansø og i Melsted, lige syd for Gudhjem.

Tante Lises hus

1919 byder på mange begivenheder for familien Høst. Oluf og Hedvig Høst får deres anden søn Niels, og de flytter fra det lejede hus i Dragør til en langt større lejlighed på Frederiksberg Allé 13.

Samme år bygger Høst atelier i Gudhjem i haven hos sin tante Lise, som bor i huset Norresãn i Løkkegade. En:

“halvtagsbygning i SN, 4,6 m. lang, 3,5 m. dyb og 2,8 m. høj. Grundmur, mursten, paptag. Indrettet til atelier”,

noterer Høst i sin logbog. Og han aftaler med tanten, at han på sigt skal købe hendes hus. Tanten er interesseret i at sælge fordi hendes mand netop er død. Økonomien er anstrengt for den ældre dame. Og Høst har en udtalt frygt for at miste det atelier, han netop har bygget. Forhandlingerne står på fra 1919, og er først afsluttet ved tante Lises død i 1925.  Det er i den sammenhæng interessant, at Høst i 1921 køber hele det areal, der ligger uden for Norresäns have. Det område, som i dag er museets klippehave.

De næste år tilbringer Høst store dele af vinteren og altid hele sommeren på Norresân. Oftest alene sammen med tanten, der fungerer som hans husbestyrerinde. I disse år ses flere billeder med Løkkegade og silderøgeriet som motiv. Det er ganske enkelt udsigten fra kunstnerens atelier, som males igen og igen.

Familien Høst tilbringer sommeren sammen i Gudhjem. I 1925, da Høst i august tager afsked med Hedvig og drengene, skriver han i sin logbog:

“Farvel til tante, hun siger til Niels: Næste år når I kommer igen er jeg kanske inte mere. Niels : så er huset og haven vor”.

På museet findes i dag stadig møbler fra tante Lises hus. Den sofa, som står i atelieret, kan ses på billedet af tante Lise ved et solfyldt vindue.

Sommerhuset i 1926

I begyndelse af 1926 sætter Høst en ombygning af Norresân i gang. Samtidig bygges et nyt og større atelier i den nederste del af den store klippehave. Høst er selv arkitekt og bygherre. Hele foråret arbejder han på projektet. I slutningen af maj skriver han stolt i sin logbog: “Hedvig sidder og siger man kan ikke forstå at alt dette er vort og Ole siger “det er som et eventyr land”.

Hedvig er virkelig glad. Det lyser ud af hendes brev til familiens ven, overretssagfører F. Kemp:

Du kan tro Kemp at vi har fået det mere end dejligt – huset, haven og alt er så smukt og godt indrettet og jeg er stolt over at Oluf selv har kunnet tegne det så praktisk og godt – du må love at komme og se det i sommer (…) Du skal bo hos os, nu vi endelig har fået gæsteværelse.  Ja, du kan tro vi er glade for det alt sammen – jeg har skrevet til far og sagt at det var ham vi kunne takke for al den herlighed – bare vi nu får penge nok til det alt sammen. Det vil være mig meget ubehagelig at skulle bede om flere, men det går nok siger Oluf…” (5.6.26, Hedvig Høst til F. Kemp)

Det var tydeligt, at det er Hedvigs far, fabrikant Wiedemann, der han finansieret byggeriet. Da Hedvigs far dør i slutningen af 1926 arver familien, og får for alvor penge mellem hænderne. Og grunden til den endelige udbygning af Norresân til det hus, som vi kender i dag, er lagt.

Et nyt Norresân 1929

Knap er ombygningen af tante Lises hus i Løkkegade til sommerhus blevet færdigt, før Oluf Høst kaster sig ud i næste projekt. Efter juledagene 1928 i København tager Oluf Høst til Gudhjem for at købe nabo Haagensens hus og aftale bygning af et nyt og endnu større Norresân. Der er erfaringer fra ombygningen af sommerhuset i 1926 at trække på. Og endelig i januar 1929 falder tingene på plads: ”Hans Peter og Augusta ville gerne og jeg er også glad. Så køber jeg hans hus for 10.500 kr. minus kakkelovne” . Høst stråler af lykke. Han, der ikke kan gå i omegnen af Bidstrups gård ( det senere Bognemark) uden at se et motiv, opfører sig nu som en nyforelsket. ”Mandag aften i mørkning oppe ved Bidstrup så vi månen som et tegn oppe over (et eller andet) bjerg. Jeg kom til at tænke på den søndag da Hedvig viste mig den fra spisestue vinduet. Det var jo første gang i år vi så månen nytårsny. Hvad vi tænkte på det øjeblik fik vi det bevis, altså det store hus i Gudhjem, som Hedvig og jeg skal dele”.  Bornholmere, københavnere, forfattere og malere. Bornholm bliver for hvert år besøgt af det, der for de fastboende kunstnere lidt hånligt bliver kaldt ”sommerbornholmere”. Høsts verden i en nøddeskal: Torsdag den 14. marts 1929 får Oluf Høst besøg af en bornholmsk bekendt: ”Andreas Koch Kom til middag med Gelsted. Han var skide fuld. Han sov et par timer i en stol. Jeg havde snakket med Andreas, Gelsted vågnede og mumlede ”vi fik det ud af det, at den norske kronprins sprang i luften. Gelsted lagde sin spinkle arm om Andreas brede ryg og sagde ”Lad os to fiskere tale sammen, ham der bourgeuseren kan vi ikke tale med”. Bourgeusen var mig. Jeg sad i en chesterfield stol” .

Der bliver arbejdet på familiens nye hjem i Gudhjem – og endelig: ”Lørdag den 29 marts forlod vi København. Drog over havet til Gudhjem hvor vi får vores hjem for livet forhåbentlig.( …)Hedvig sagde her ”hvor er her hyggeligt”. Huset varmt og godt”.

Hele familien har kunnet følge den langsomme ændring af de to huse og deres sammenbygning til det Norresân, der står i dag. Og endelig i maj 1929 bliver de færdige, og der er rejsegilde” : Vi var 25 og det blev vist et gilde som sent vil glemmes 300 stk. lækre madder smurte vi og der blev ikke sparet på øl og akvavit til bagefter kaffe konjak og likør der blev holdt taler. Bagefter var vi hos Haagensen til tømmer gilde hvor det gik ligeså lystigt til. Vort nye hjem bliver ikke færdigt foreløbigt for Haagensens hus skal jo bygges samtidigt for at få dem ud af det gamle så før efteråret engang venter vi det ikke fuldført”.

Oluf Høst er specielt engageret i det ekstra atelier, som han får i den tilbygning, der forbinder tante Lises hus med Haagensens ditto. ”Over hav og op i skov ser jeg en vældig udsigt, får jeg deroppe mit atelier. Om natten vil jeg se Hammerens fyr lyse på det sorte hav. Jeg venter om 14 dage Niels Lergaard med familie han er et betydeligt menneske jeg venter mig meget af, som gerne vil slå sig ned her hvis han kan opnå at få sig et lille hus her “. Nu kommer Lergaard og meget vil ændre sig. Men endnu er alt idel lykke, når Høst beskriver huset; det ny store Norresân med have. Der er jo også en solid økonomisk baggrund for denne lykke. Oluf Høsts svoger ” fortalte i aftes ved en whisky at vi var blevet 1000 kr. rigere i år (sukkeraktie)”. Hele det 500 m2 store husprojekt er mere eller mindre baseret på Hedvigs penge, og det er en sigende bemærkning, Høst slutter brevet med: “Hedvigs penge er ikke kommet i denne måned”. Pengene fra Hedvigs familie er forudsætningen for hele projektet.