Høst i Dronningens eje

31 marts 2017

Dronning Margrethe og Prinsesse Benedikte har helt enestående udlånt deres private samling af Oluf Høst-billeder til museet i sommeren 2017.

Da Kronprinsesse Margrethe 16. april 1958 fyldte 18 år, fik hun i gave fra De Danske Andelsselskaber billedet ”Vinter i vor have” malet af Oluf Høst i 1955.

Dronning Margrethe har senere fortalt, at hun blev ”særdeles glad” for maleriet og, at hun ”sætter særligt meget pris på dette værk”. Billedet var i en årrække ”hovednummeret” i spisestuen på Nordgården, som Tronfølgeren fik forærende af repræsentanter for De Samvirkende Landboforeninger. Maleriet hænger nu til dagligt i Dronningens private gemakker på Marselisborg Slot.

 

I 1962 deltog den unge tronfølger i de arkæologiske udgravninger ved Slusegården på Bornholm, og hun bad ved den lejlighed om at træffe Oluf Høst. Der blev arrangeret et besøg af uformel karakter, og Professor Ole Klint Jensen deltog sammen med Tronfølgeren i en privat middag hos Høst-familien.

Der findes hverken i Høsts private fotosamling eller i Bornholms Tidendes arkiv fotografier fra besøget.

 

Maleriet ”Vinter i vor have” er karakteristisk for Oluf Høst, som blandt sine hovedmotiver havde mødet mellem det organiske – fx i form af træer – og det uorganiske – her bygningen – iklædt sne. Høst smurte gerne oliefarven under arbejdet med billeder som dette oliefarven tyndt ud på lærredet, så billedet får en akvarelagtig karakter. Og som Oluf Høst engang sagde til sin chauffør, Kaj Olsen: ”Hvidt er fankeme ikke bare hvidt”.

 

Udstillingen Høst i kongeligt eje er muliggjort ved hjælp af økonomisk støtte fra Bornholms Brandforsikring, som Oluf Høst Museet takker hjerteligt.

 

På baggrund af fremgang i 2016 er åbningstiden i 2017 udvidet 7. april frem til slutningen af efterårsferien. Der er fremover desuden fri entré for børn under 18 år.