Børn og skoler
Her på museet vil vi meget gerne have besøg af børn og har derfor fri entré for børn og unge op til 18 år. Herunder kan man læse om de forskellige aktiviteter og materialer, der er udviklet til skoleklasser samt til børn og deres familier, når de besøger museet.
Malehuset
Oppe i den smukke have er der et fint, gammelt hønsehus, der i dag er indrettet til tegne-male-hus (uden høns). Her kan alle museets gæster der ønsker at være kreative tegne og male med akvarel på papir. Bagefter må man gerne tage sine værker med hjem.
PÅ SPORET af Oluf Høst
I museets reception er det muligt at låne en oplevelseskuffert med en sjov og spændende sporjagt, der vil bringe jer rundt på hele museet og give børn i alle aldre ny og overraskende viden om huset og kunstneren Oluf Høst. Sporjagten er allersjovest, hvis hele familien deltager, så find jeres indre detektiv frem og leg med!
Høst for skoler
Til skoler tilbyder vi et undervisningsmateriale om den faste samling på Oluf Høst Museet, der både kan benyttes før, under og efter et besøg hos os.
Download undervisningsmaterialet her:
Materialet kan bruges alene eller som supplement til en omvisning, der skal bestilles senest en uge inden besøget. Omvisninger varetages af museets direktør Martin Brandt og skal bookes på telefon 56 48 50 38. En times omvisning koster 600 kr.
Inspirationsmaterialet er tænkt til undervisning af elever på mellemtrinnet og i udskolingen. Til børnehaver og de mindste klasser anbefaler vi, at I ved ankomst låner et klassesæt af sporjagten, som er beskrevet ovenfor.