DEN ENESTE

”Slettegård”. Østerlars. 1935

Sven Havsteen-Mikkelsen: ”Slettegård”. Østerlars. 1935
Foto: Simon Lautrop

Oluf Høst var uddannet på private malerskoler, men han underviste aldrig selv. På nær én gang. Det var i 1930’erne, hvor han tog den unge, ambitiøse kunstner, Sven Havsteen-Mikkelsen under sine vinger. Havsteen-Mikkelsen blev sidenhen kendt som Danmarks måske vigtigste kirkekunstner, ligesom han især kendes for sine horisontbilleder fra Færøerne med fjelde og fjorde. Men hans kunstnerkarriere tog sin begyndelse på Bornholm.

Havsteen-Mikkelsen var kun 16 år, da han første gang mødte Oluf Høst. Det var i 1928. På det tidspunkt var Høst ved at færdiggøre sit hus for at flytte tilbage til Bornholm med sin familie. Og Svens familie, moren Ella Holm-Jensen og adoptivfaren, polarforskeren Ejner Mikkelsen, havde sommerbolig i Gudhjem. Høst og Svens forældre var venner. Sven vidste, at han ville være kunstner og opsøgte forskellige malere for at få vejledning, fra han var 17 år. Som 20-årig, i 1932, flyttede han til Bornholm, hvor han blev elev af Oluf Høst.

Netop dette år, 1932, opnåede 48-årige Oluf Høst sit internationale gennembrud. Han udstillede og solgte malerier i Berlin, New York, Bruxelles, Warszawa og Venedig. Det var således en stor autoritet, Havsteen-Mikkelsen mødte i Høst, og hans malerier fra 1930’erne var stærkt påvirkede af Høsts måde at male på.

Museumsdirektør Martin Brandt fortæller:

”Havsteen-Mikkelsen arver fra Oluf Høst, at han er kolorist.  Det er farverne, der udtrykker følelser og stemninger i maleriet. Den måde farven bliver lagt på, kan man også genkende fra Oluf Høsts malerier.  Og ved nogle af værkerne kan man blive helt i tvivl, om det er et maleri af Havsteen eller Høst. Men selvom der er et tydeligt slægtskab i deres maleriske formsprog, havde de også begge hver deres særlige talent. Samtidig er det tydeligt at se, hvem der er mesteren. Høst var nådesløs over for sig selv, og han har sikkert også været det over for hans elev.” 

Høst og Havsteen-Mikkelsens lærer/elev-forhold strakte sig frem til 1938 og blev afgørende for Havsteen-Mikkelsens udvikling som kunstner. Udstillingen kan opleves i museets ”Dronningestue” og viser værker af både Høst og Havsteen-Mikkelsen fra disse formative år.

Udstillingen er tilrettelagt af Bornholms Kunstmuseum.

Udstillingen er gavmildt støttet af: William Demant Fonden, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Arne V. Schleschs Fond, Knud Højgaards Fond, Beckett Fonden.

JOHN KØRNER: APPLE OPAL

John Kørner

John Kørner: ”Opalsøen”. Akryl på lærred, 180 x 240 cm, 2025
Foto: Anders Sune Berg

Æbler falder som granater over Opalsøen i et gigantisk maleri, som sammen med en foranderlig vand og pigment-installation har forvandlet Høsts gamle sommeratelier til en totalinstallation.

”John Kørner er en af sin generations suverænt bedste malere. Hans specielle teknik med ofte større, ubemalede flader i værkerne skaber sammen med den skitseagtige penselføring en helt særegen form for levende bevægelse i de figurative malerier,” udtaler æstetikprofessoren Morten Kyndrup.  

John Kørner (f. 1967) er kendt for at kredse om en overflod af virkelige problemer, og den højaktuelle soloudstilling ”Apple Opal” kan både lede tankerne i retning af krig og klimakatastrofer, når Kørner zoomer ind på mødet mellem vand og landskab. 

I udstillingen har Kørner ladet sig inspirere af, at der på Bornholm findes flere søer, der er opstået som vandhuller efter fortidens industrielle graniteventyr (ligesom Opalsøen). 

For Kørner kan vand både være dødbringende og en kilde til stor skønhed, og det spilles der også på i udstillingen, som omfatter to nye værker – et kæmpestort maleri og en dynamisk installation.  

Med maleriet ”Opalsøen” møder vi et idyllisk bornholmsk motiv med sø og klipper. Men idyllen står i skærende kontrast til regnen af æbler fra en ildorange himmel, der falder som et dødbringende vandfald og måske vækker associationer om syndefald, krig og katastrofe. 

I en vand og pigment-installation efterlades formationer af vand og pigment på en gul PVC-dug. Efterhånden som vandet udtørrer skabes nye bevægelser i pigmentet, så der opstår et malerisk landskab i processen, og hvis resultat er afhængigt af lufttemperaturen i atelieret.

Udstillingens udtryk vil således ændre udtryk over tid.  På den måde peger værkerne som totalinstallation også på, hvordan landskaber omkring os forandrer sig politisk og geografisk, set i lyset af klimakrisen, hvor kontrol af vandmasser er blevet et centralt fokuspunkt.

Udstillingen er gavmildt støttet af: Grosserer L. F. Foghts Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Det Obelske Familiefond.

Forårsferniseringer på Oluf Høst Museet

Det vil glæde os at se dig/jer til sæsonåbningens forårsferniseringer på Oluf Høst Museet den 5. april kl. 13-15.

Det vil glæde os at se dig/jer 5. april kl. 13.00-15.00 til åbningen af denne sæsons to nye særudstillinger, hvor vi med stolthed kan præsentere to af Danmarks væsentligste kunstnere – den store samtidskunstner John Kørner og mesterkoloristen Sven Havsteen-Mikkelsen.

Nyd en eftermiddag i eftertænksomhedens tegn i selskab med:

”DEN ENESTE”

Rejs tilbage til 1930erne og bliv klogere på det enestående slægtskab som opstod mellem mestermaleren Oluf Høst og hans eneste elev, selveste Sven Havsteen-Mikkelsen.

JOHN KØRNER (f. 1967): “APPLE OPAL”.

Oplev en af landets fremtrædende samtidskunstnere i en højaktuel totalinstallation, hvor virkelige problemer tematiseres i mødes mellem vand og landskab. 

John Kørner vil være til stede ved ferniseringen, og museet er vært for et glas vin.

Der er fri adgang til udstillingen, og alle er velkommen!