FARLIGE FORBINDELSER: Gudhjem – Berlin – Paris

Gudhjem – Berlin – Paris
Særudstilling i villaen

Særudstilling i villaen

18. marts – 19. oktober 2024

I begyndelsen af 1930erne var Gudhjem omdrejningspunkt for en kunstnerisk revolution: Den tyske ekspressionisme og den franske surrealisme, to af Europas mest markante kunststrømninger, passerede på få år igennem gaderne og fæstnede sig i malerier, tegninger og skulpturer skabt af Oluf Høst, Sonja Ferlov, Richard Mortensen, Ejler Bille, Hans Øllgaard og Gustaf Munch-Petersen.

FARLIGE FORBINDELSER: Gudhjem – Berlin – Paris viser værker, der blev skabt i fiskerbyen i disse skelsættende år og som åndeligt forbandt Gudhjem med både Berlin og Paris.

Da ekspressionismen og surrealismen krydsede Gudhjem, var Løkkegade 35 endnu et kunstnerhjem og ikke det Oluf Høst Museum, vi kender i dag. Det dannede ramme om ægteparret Oluf og Hedvig Høsts sociale og kunstneriske liv. Hjemmet blev åbnet for andre kunstnere også, selv om opfattelserne af kunstens udtryk var forskellige: Oluf Høst bandt sin ekspressionisme op på billedets koloristiske idéer og han udforskede, individuelt, naturen omkring Gudhjem gennem en umiddelbar sansning. Han var midt i sit internationale gennembrud. Med baggrund i møder med både Vincent Van Goghs og Emil Noldes kunst, blev farven for Oluf Høst et bindeled mellem en ydre og en indre opfattelse af det nære miljø.

Surrealisterne gik også på opdagelse i Gudhjems skovområder og kyststrækning. Men de mødtes i Brøddegade 38 og udvekslede i fællesskab tanker om kunstens metoder og udtryk. Deres afsæt var den franske chefideolog André Bretons idéer om det ubevidste liv. Surrealisterne satte drømme, drifter og instinkter forrest i et nyt æstetisk ideal. De håbede at omstyrte det eksisterende samfund og skabe et bedre sted for det hele menneske.

For begge internationale kunststrømninger gjaldt det om at sætte mennesket fri og både Oluf Høst og de danske surrealister orienterede sig mod impulser fra Berlin og Paris. Det kom der både modige og farlige billeder ud af.

Udstillingen er tilrettelagt af Bornholms Kunstmuseum i samarbejde med Oluf Høst Museet.

Forårsferniseringer på Oluf Høst Museet

Særudstilling i sommeratelieret

Det vil glæde os at se dig/jer 5. april kl. 13.00-15.00 til åbningen af denne sæsons to nye særudstillinger, hvor vi med stolthed kan præsentere to af Danmarks væsentligste kunstnere – den store samtidskunstner John Kørner og mesterkoloristen Sven Havsteen-Mikkelsen.

Nyd en eftermiddag i eftertænksomhedens tegn i selskab med:

”DEN ENESTE”

Rejs tilbage til 1930erne og bliv klogere på det enestående slægtskab som opstod mellem mestermaleren Oluf Høst og hans eneste elev, selveste Sven Havsteen-Mikkelsen.

JOHN KØRNER (f. 1967): “APPLE OPAL”.

Oplev en af landets fremtrædende samtidskunstnere i en højaktuel totalinstallation, hvor virkelige problemer tematiseres i mødes mellem vand og landskab. 

John Kørner vil være til stede ved ferniseringen, og museet er vært for et glas vin.

Der er fri adgang til udstillingen, og alle er velkommen!

Museets samling

Mere end 50 malerier, skitser og tegninger af Oluf Høst

Museets samling

Hele sæsonen
1. april – 21. oktober 2023

Mere end 50 malerier, skitser og tegninger 

Museets faste samling spænder over det meste af Oluf Høsts virke til hans død i 1966. Hele kunstnerens motivverden er derfor repræsenteret; fra de knitrende ildebrande og Skt. Hans bål mod Gudhjems blå horisont til silderøgerierne og de religiøse parafraser, som Oluf Høst malede, tydeligt inspireret af f.eks. Giottos kalkmalerier fra Italien.

Den faste samling kan ses i villaen, Oluf og Hedvig Høsts daværende private bolig. Her viser vi også hvert år en ny særudstilling.

Gården Bognemark, som Oluf Høst erhvervede i 1935 for næsen af kollegaen Niels Lergaard, og som han malede mere end 100 gange over 30 år, er naturligvis også at finde.

Han malede gården hver dag, i al slags vejr, og gårdens længer, stråtage og den karakteristiske portåbning blev en slags eksperimentarium hvad angår farver, stemninger og flader for Høst.

På Oluf Høst Museet sætter vi en dyd i at have det meste af samlingen ophængt på væggene hvert år hele sæsonen, så vores gæster kan få et grundigt indblik i Oluf Høsts liv og virke.

Den faste samling kan ses i villaen, Oluf og Hedvig Høsts daværende private bolig.

Her viser vi også hvert år en ny særudstilling. Desuden præsenterer vi hvert år en særudstilling i Oluf Høsts tidligere sommeratelier, der er højt placeret i museets stejle klippehave.

Museets samling blev etableret, da Oluf Høst Museet åbnede i 1998. De fleste værker er indkøbt hos familien Høst. Enkelte værker er i årenes løb opkøbt gennem auktionshuse, takket være generøse donationer og fondsbevillinger.