Udstillingen Ole W. Høst – På vej

22 januar 2021

Udstillingen Ole W. Høst – På vej 

Udstillingen På vej viser et udvalg af kunstneren Ole W. Høsts (1915-1943) efterladte værker, ophængt i hans gamle atelieret, som stadig står i haven på Oluf Høst Museet. 

Med udstillingen vil de besøgende få mulighed for at opleve værker af en kunstner, der er nært forbundet til stedet og dets historie, men som ikke tidligere er blevet udstillet på museet.

Som person er Ole W. Høst først og fremmest kendt som kunstnersønnen, der meldte sig som frivillig under de nazistiske faner. Han døde som mening geværskytte ved Østfronten i 1943, hvor han kæmpede som del af det berygtede Waffen SS.

Som maler er Ole W. Høst et forholdsvist ubeskrevet blad. Han var aktiv i en tid, hvor de kunstneriske konventioner var under opløsning og de avantgardistiske strømninger havde deres fremmarch. Hans samlede produktion omfatter både surrealistiske kompositioner, værker med en tysk-inspireret ekspressionisme, men også traditionelle motivkredse og fremgangsmåder gør sig gældende. Hans værker peger i mange retninger og vidner om en kunstner, der forsøgte at navigere mellem tidens mange strømninger og finde sit eget kunstneriske ståsted.

Som både person og maler var Ole W. Høst præget af sin baggrund. Allerede fra barndommen lå det i kortene, at han skulle følge i fodsporene på sin berømte fader Oluf Høst (1884-1966) og videreføre den stolte bornholmske malertradition. For Ole W. Høst var den kunstneriske arv tung. Han kæmpede med at frigøre sig fra hjemmet og for at finde sit eget ståsted, såvel personligt som kunstnerisk.

Med udstillingen vises et udvalg af kunstnerens værker, der giver eksempler på hans kontrastfulde, men korte produktion. Værkerne bærer vidnesbyrd om en søgende kunstner, der kæmpede med at finde sit endelige udtryk, og i sidste ende valgte en anderledes og mere tragisk skæbne.