Den historiske klippehave

Museets eventyrligt smukke klippehave skråner stejlt op mod Gudhjems “bjerg”, klippeformationen Bokul. En del af haven er et gammelt stenbrud. Stenburddet leverede oprindeligt granit til byggeriet af nødhavnen på den anden side af Hedvig og Oluf Høsts hus. Haven rummer blandt andet figen- og morbærtræer.
Haven er formentlig over 100 år gammel. Ejendommen bestod oprindeligt af to separate ejendomme med tilhørende haver. I 1929 arvede Oluf Høst sin faster Lises hus. Derefter købte han naboejendommen af vennen og malerkollegaen H.P. Haagensen. Ejendommene blev bygget sammen, og højre del blev udvidet med en tilbygning i 1930’erne – sådan opstod Norresân.
De to haver blev lagt sammen. Fru Hedvig begyndte at anlægge haven med blandt andet de frugttræer, vi stadig ser i dag; blomme-, æble- og pæretræer, som altså stammer fra ca. 1930. I haven findes også det gamle pæretræ, kendt fra Oluf Høsts malerier.
I forbindelse med et besøg på Oluf Høst Museet anbefales det at gå en tur op på klippeformationen Bokul og videre mod søen Gråmyr. En gåtur nordpå langs kysten ved Salenebugten er også værd at tage – her befinder man sig midt i Oluf Høsts motivverden med klipper, hav, høj horisont og det helt særlige bornholmske lys.
Cafe – nyd en kop kaffe i haven
I museets historiske have er der rig mulighed for at slappe af og nyde øjeblikket i stemningsfulde omgivelser. Her kan man sætte sig godt til rette og nyde et udvalg af drikkevarer, kaffe, te, vin, Svaneke øl eller en forfriskende bornholmsk sodavand. Haven indbyder til ro og nærvær. Her er et oplagt sted at tage en pause efter et museumsbesøg eller en gåtur i området.
I museets have findes der også spil og bøger, som frit kan benyttes, og som lægger op til hyggelige stunder for hele familien.
