
Michael Kvium: The Noise of Silence, 2019.
MICHAEL KVIUM: THE NOISE OF SILENCE
2024
Det var os en stor glæde at forlænge soloudstillingen med den internationalt anerkendte billedkunstner Michael Kvium i museets sommeratelier.
Udstillingen havde titlen The Noise of Silence og berørte temaer som overforbrug samt kampen mellem individet og kollektivet – emner, der er mere aktuelle end nogensinde. Kvium omdannede Oluf Høsts gamle sommeratelier til en kompleks installation bestående af et stort murmaleri skabt på stedet samt nyere skulpturelle værker.
Kunstnerkolonien på Bornholm
Michael Kvium havde for nylig gennemgået en vanskelig periode i sit liv, både personligt og kunstnerisk, hvor han for første gang mistede lysten til at male. Heldigvis blev denne lyst genoprettet. Det var delvist takket være et ophold på Bornholm og DR2-serien Kunstnerkolonien på Bornholm. Her fordybede Kvium sig i Oluf Høsts kunstneriske univers. Det var derfor en stor glæde for både Oluf Høst Museet og Kvium at kunne samarbejde om at skabe denne stedsspecifikke installation i Oluf Høsts gamle atelier.
Med sin særlige blanding af ironi, æstetik og det grusomme søgte Kvium at udfordre vores livs konformitet. Han brugte Bornholm som et sted præget af ferie, fest og forbrug gennem hele turistsæsonen.
Udstillingen blev generøst støttet af: Arne V. Schlesch Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Fond, Statens Kunstfond og Toyota Fonden.
