Ole W. Høst – Mindet om Ole

2023

I 2023 kunne man opleve en nyfortolkning af særudstillingen “Ole W. Høst – På vej” (du kan læse mere om den tidligere udstilling nedenfor). Udstillingen blev præsenteret på ny af den britiske art director og kulturformidler Mandy Stacey.

Udstillingen fortalte historien om Ole som kunstner og som den savnede søn. Stacey arbejdede med Ole W. Høsts værker for på baggrund af hans selvportræt at skabe en farvepalet af fotografiske sektioner taget rundt på Bornholmgennem de fire årstider. Samtidig berørte Stacey den dybe påvirkning, tabet af sønnen havde, set fra Ole W. Høsts families perspektiv.

Ole W. Høst – På vej (særudstilling i 2022)

Udstillingen viste et udvalg af værker af Ole W. Høst, søn af Oluf Høst.

Værkerne udstilles i hans tidligere atelier, som stadig står i haven ved Oluf Høst Museet.

Som både person og maler var Ole W. Høst præget af sin opvækst. Allerede som barn stod det klart, at han ville følge i sin berømte far Oluf Høsts fodspor og fortsætte den stolte bornholmske malertradition.

For Ole W. Høst var denne kunstneriske arv tung. Han kæmpede for at frigøre sig fra hjemmet og finde sit eget udgangspunkt, både personligt og kunstnerisk.

Udstillingen giver besøgende mulighed for at opleve værker af en kunstner, som står tæt på stedet og dets historie, men som ikke tidligere har været udstillet på museet.

Som person er Ole W. Høst først og fremmest kendt som kunstnerens søn, der meldte sig frivilligt under nazisternes faner. Han døde på Østfronten i 1943, hvor han kæmpede som en del af den berygtede Waffen SS.

En kunstner i udvikling

Som maler er Ole W. Høst en relativt ukendt kunstner.

Han var aktiv i en tid, hvor kunstneriske konventioner brød sammen, og avantgardens strømninger begyndte at gøre sig gældende. Hans værk inkluderer surrealistiske kompositioner, arbejder med tysk-inspireret ekspressionisme, men også traditionelle motiver og tilgange.

Ole W. Høsts værker peger i mange retninger og viser en kunstner, der forsøgte at navigere mellem tidens mange strømninger og finde sit eget kunstneriske ståsted.